Der er et eller andet med at se ting fra oven. Mennesker har længe drømt om, hvordan det dog er at være en fugl, der bare kan flyve langt oppe i luften, og skue ned over bjergtoppe, ørkner eller Danmarks bakkede landskab.
Nu kan du næsten følge fuglen trop, uden at skulle sætte dig ind i et fly eller en helikopter. Det er nemlig blevet muligt at komme op på den gamle Lillebæltsbro, der forbinder Fyn og Jylland. Broen er 60 meter høj, og bliver i dag primært brugt til togtrafik, da de fleste biler tager turen over den nye Lillebæltsbro i stedet.
Derfor har man valgt at åbne op for Bridgewalking Middelfart, som gør det muligt at komme ud og gå på toppen af broen i 60 meters højde. Selvom det for nogle hardcore outdoor entusiaster kan virke fesent, er der ingen tvivl om at det er en fuldstændig fantastisk oplevelse.
Vind i håret og god udsigt
For når man går rundt oppe i 60 meters højde, kan man ikke bare kigge ned på togene og bilerne, der suser forbi under en. Nej, man kan også kigge udover fantastiske Lillebælt og se både Jylland og Fyn så langt øjet rækker.
Det fantastiske ved at gå på Lillebæltsbroen er, at man også får mulighed for at beskue livet på og i vandet under en. Både er der et utal af både, der sejler rundt i strædet hver eneste sommer, og så er der et hav af dyr i vandet; eksempelvis marsvin.
Når man står deroppe med vind i håret, er udsigten altså upåklagelig – især hvis man kommer på en dag, hvor vejret er godt.
Er du en arkitekturnørd, er det også for dig
Bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro er ikke kun for dem, der elsker et sus i maven og adventureoplevelse. Hvis man er lidt af en arkitekturnørd eller i hvert fald en bronørd, kan det være ufatteligt spændende at gå en tur på broen.
Man får mulighed for at se broen og konstruktionerne fra en helt anden vinkel, end man ellers har fået lov til eller mulighed for tidligere. Bridgewalking i Middelfart er nemlig en af meget få steder i hele verden, hvor man får lov at komme på brovandring. Det betyder også, at der henover de seneste par år har været omkring 60.000 gæster fra hele verden, der har oplevet Bridgewalking Middelfart – nogle for adventuredelen, mens andre kommer for at nærstudere den imponerende konstruktion.